Test Grundprincipper i uddannelsen

Den grundlæggende kompetence

 

Gennem hele uddannelsen træner vi først og fremmest terapeutens kompetence i at være til stede som sig selv og nærværende i sin kontakt med klienten.

Træning og udvikling af denne personlige kompetence udgør – sammen med den teoretiske undervisning og praktiske træning i Sensetiks metode – grundpillerne i uddannelsen til Sensetik terapeut.

Egenterapi

Træningen af den personlige kompetence sker gennem egenterapi. Kursisten arbejder med sine egne problemstillinger for at blive bedre til at være til stede som sig selv i mødet med en klient.Egenterapi indgår som et bærende element på Sensetik uddannelsen gennem samtlige fire år.

Kroppen

Kropsterapeutisk forståelse og fysiske teknikker er en væsentlig del af Sensetik terapis metode, og på uddannelsen er der løbende teoriundervisning og praksistræning i at inddrage kroppen i det terapeutiske arbejde.  

De konkrete kompetencer, der trænes er:

Evnen til at være i kontakt med sin egen krop, mens man arbejder terapeutisk med en anden person.

Evnen til at registrere og forstå et andet menneskes kropslige reaktioner og tilstand og kunne anvende dette i et terapeutisk arbejde.

Evnen til at bruge Sensetiks kropsterapeutiske teknikker til blandt andet at understøtte et andet menneskes åndedræt, kropslige nærvær, jordforbindelse og følelsesudtryk.

En fast del af programmet på kurserne er daglige Sensetik kropsøvelser, og kursisterne bliver undervist i og træner i at instruere Sensetik øvelser.

Gruppeproces

På uddannelsen følges man gennem hele forløbet med den samme gruppe mennesker, og det er et af Sensetiks grundprincipper, at vi prioriterer at arbejde med gruppens fælles liv og dynamik. Det kalder vi at arbejde med gruppeprocessen.

I praksis betyder det, at vi på kurset stopper op, hver gang, der opstår utryghed, konflikter eller mistillid i gruppen og bruger tiden og energien på at bearbejde situationen. Arbejdet med gruppeprocessen vil altid blive prioriteret over andre planer og gøremål. Og vi bliver ved, indtil vi har gjort alt, hvad vi kan for at arbejde os igennem problemerne og genskabe tryghed i gruppen.Udover det primære formål - at genskabe trygheden i gruppen - er gruppeprocesarbejdet også en kilde til generel læring om samarbejde og konfliktløsning.

“Skal vi snakke om selvet eller være os selv?“
Olav Storm Jensen, Praksisforsker, Udvikler af Sensetik

Teori og praksis

Al teoretisk undervisning finder sted i sammenhæng med praksis.

Konkret foregår det på den måde, at vi efter hver terapi eller gruppeproces sætter ord og teori på den proces, vi netop har oplevet sammen. Vi introducerer de tilhørende begreber, begrunder og forklarer de valgte interventioner i dialog med kursisternes spørgsmål og kommentarer.

Evaluering

Kursisterne foretager løbende selvevaluering sammen med gruppen og modtager lærernes tilbagemeldinger på deres udvikling og læreprocesser.

Der er er ingen skriftlige opgaver eller obligatorisk læsning på uddannelsen og der afholdes ikke eksamen.