Jeg havde for et par år siden et par gamle, slidte cowboybukser, som jeg var meget glad for. En dag gik der hul inde i højre forlomme. Det var ikke så godt for det var den jeg altid kastede mønter ned i. Jamen, hvad er problemet? Du kan jo bare kaste mønterne ned i venstre lomme i stedet for, kunne man indvende. Men det er i sandhed nemmere sagt end gjort, viste det sig. Først skulle jeg dog indse, at der overhovedet var et problem. Jeg opdagede det første gang, jeg kom mønter ned i den hullede forlomme. Mønterne faldt ned på indersiden af det slidte cowboybukseben, langs mit ben, hvorefter den ene halvdel endte på gulvet og den anden nede i min sko. Så måtte jeg samle mønter op fra gulvet og tømme min sko midt i supermarkedet.
Nu hvor jeg havde erkendt, at jeg havde et problem, tænkte jeg, at jeg fremover må lægge mønterne ned i venstre lomme. Det lød jo enkelt og nemt. Den idé holdt, indtil næste gang jeg fik mønter tilbage og skulle af med dem. Klir klir klir, så lå den ene halvdel igen på gulvet og den anden halvdel nede i min sko.
Den genstridige vane
Nå, tænkte jeg, jeg har altså stadig problemet. Det er åbenbart ikke nok, at jeg beslutter mig for at lægge mønterne i venstre lomme. Jeg har en vane med at lægge dem i højre lomme og nu skal jeg aflære den vane og lære mig en ny, nemlig at lægge dem i venstre lomme. Det ville jeg gøre ved at huske at lægge mønterne i venstre lomme og så regnede jeg med, at jeg efterhånden ville gøre det automatisk uden, at jeg behøvede at tænke over det. Jeg gik i gang med omlæringsopgaven. Den gamle vane var noget mere genstridig end, jeg havde regnet med, men lidt efter lidt skulle jeg tømme min sko for mønter sjældnere og sjældnere.
Men ind imellem klirrede mønterne stadig. Det var svært fuldstændig at erstatte den gamle vane med den nye. Jeg opdagede, at det blev ved med at kræve en flig af opmærksomhed at huske at lægge mønterne i venstre lomme. Hvis jeg glemte omlæringsopgaven helt, det var typisk, når jeg havde travlt eller snakkede med nogen, så klirrede mønterne igen på gulvet og i skoen. Jeg havde altså ikke fået skabt en ny vane. Den gamle blev ved at være der og det krævede stadig en smule opmærksomhed at huske at lægge mønterne i venstre lomme. Jeg skulle huske det, og det blev jeg bedre til, men ind imellem glemte jeg det. Min opmærksomhed kunne blive optaget et andet sted, så den gamle vane tog over og mønterne røg ned i skoen som de plejede
Dette er en citatblok. Der kan skrives et citat.
Følelser og handlinger
Vi mennesker reagerer følelsesmæssigt på det, vi sanser omkring os. En duft, en lyd, et syn, en berøring eller en smag kan få os til at føle noget. En følelse kan følges af handling:
Bliver vi truet, bliver vi måske vrede – og kan handle ved at skælde ud.
Bliver vi smilet til bliver vi måske glade – og kan handle ved at smile tilbage.
Ser vi et forelsket par bliver vi måske rørte – og kan handle ved at kigge mere på dem.
Jeg synes, at det er klargørende for tankerne, at skelne mellem det vi er og det vi gør. Følelsen er det, vi er. Handlingen er det, vi gør. Brugt på ovenstående eksempel ser det således ud:
Vred, er jeg. Skælde ud, gør jeg.
Glad, er jeg. Smile, gør jeg.
Rørt, er jeg. Kigge, gør jeg.
Vi vælger ikke, hvad vi er. Vi vælger, hvad vi gør. Skælde ud, smile og kigge er noget, vi kan lade være med, hvis vi vil. Vi kan ikke lade være med at være vrede, glade og rørte, hvis vi er det. Følelser er noget, der er. Handlinger er noget, vi gør.
Følelserne kan vi altså ikke ændre på. Ikke dybest set, men vi kan godt gøre noget for ikke at mærke en følelse, selvom den er der. Og det gør vi…
“Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen”
